Artikel

Du husker sikkert filmen ”Sophie’s Choice”? Den handler om Sophie (spillet af Meryl Streep), en polsk kvinde, der under 2. verdenskrig ved ankomsten til kz-lejren Auschwitz bliver stillet over for et valg. Kun et af hendes to medfølgende børn kan overleve. Kravet fra officeren er ubønhørligt, omend han kalder sig selv barmhjertig. Sophie kan få lov til at vælge, at et af hendes børn skal overleve, men derved dødsdømmer hun det barn, hun fravælger. Nægter Sophie at vælge, dødsdømmer hun begge sine børn.
Selv om dette umulige valg ikke tåler sammenligning, kan man bruge det som eksempel på mange af de situationer, vi igennem livet står i, hvor vi er nødt til at vælge mellem ”pest eller kolera” – umulige valg, medmindre vi lærer at sætte tingene lidt i perspektiv. Vi står ofte over for følelsesmæssige dilemmaer, som hiver os i hver sin retning på samme tid. Dette er medvirkende til, at det ofte er meget vanskeligt at få truffet de valg, som gør det muligt at håndtere stress.

En leder tog sig selv som gidsel.
Et eksempel på et sådant ”Sophie’s Choice” så jeg for nogle år siden, hvor jeg i forbindelse med et længere forløb med en kommune sad over for en afdelingschef, hvis stressniveau var betænkeligt højt. Han havde det rigtig dårligt. Han var chef for en stor afdeling med mange medarbejdere. En broget flok, hvis interne konflikter og brok havde gjort det ulideligt for ham. Hver dag brugte han det meste af tiden med at udrede diverse konflikter. Samtidig skulle han holde skuden oven vande i et hav af forandringer og politiske initiativer. Hans job som chef var meget krævende og nedslidende. Det, som kompenserede for disse frustrationer, var hans jernvilje og evne til at se udfordringerne i det. Han ville lykkes med denne afdeling. Det gav stor mening at skulle få denne afdeling til at fungere.

Hjemme var stressen ikke mindre. Dels var det her, han havde mulighed for at ”koncentrere” sig om sine andre ledelsesopgaver, og dels havde han og konen et multihandicappet barn, som var så krævende, at det skulle passes i døgndrift. De havde af etiske grunde, og fordi deres hjerte bød dem det, valgt, at dette barn skulle bo hjemme. Dette til trods for, at barnets handicap var så betydeligt, at de med god samvittighed kunne have ladet det bo på en institution. Når manden kom hjem, var det første, der skete, at ansvaret for barnet blev overdraget til ham.

Vi snakkede i lang tid og nåede i fællesskab frem til den konklusion, at situationen ikke var holdbar. Han kunne ikke både have et så krævende et job som afdelingschef og samtidig passe et multihandicappet barn. Han måtte vælge. Foretage et ”Sophie’s Choice”.

Det kunne han ikke. Hans samvittighed bød ham på den ene side at tage sig af barnet, og på den anden side var det trods alt arbejdet, der gav livet mening. Så han valgte at se tiden an og kørte på, som han plejede. Men nu er det jo sådan her i livet, at hvis vi ikke selv vælger, vælger livet for os. Han gik ned med stress og måtte sygemeldes. Så nu kunne han hverken passe sit handicappede barn eller fylde sit liv med meningsfuldt arbejde. Dette betød, at han også fik en depression. Resten af historien kender jeg ikke, så jeg ved ikke, om der var en happy ending. Pointen er da imidlertid heller ikke, om det endte godt, men at vi livet igennem må træffe svære valg. Uanset hvor vanskeligt, det kan synes. Nogen gange kan det være i orden at træffe valg ud fra nogle følelsesmæssige betragtninger, men når vi står over for et følelsesmæssigt dilemma kan det være nødvendigt at træffe valg ud fra nogle helt rationelle betragtninger. Vi må bruge vores sunde fornuft.

Stresshåndtering handler i særdeleshed om at undgå at lade sig styre af sine følelser. Nogen gange gør livet ondt. Rigtig ondt. Men vi må passe på, at vi ikke træffer valg som kun tager udgangspunkt i vore egne til tider egoistiske behov.
Du må også træffe valg, som tager hensyn til de børn, du har valgt at få. Til den familie, du har etableret. Du må tænke på, hvad der er bedst for helheden og ikke kun, hvad der er bedst for dig selv. Det handler ikke altid kun om at gøre det, som giver mening for dig, men om at se mening i det, som må gøres.

Hvad er dine ”Sophie’s Choices”?
Skal du vælge mere nærvær med dine børn eller fremme din karriere et par timer mere om dagen?
Skal du vælge mere tid med din ægtefælle, eller skal du starte på den ekstra uddannelse, der ville pynte på dit i forvejen overfyldte CV?
Skal du lære at være mere tilstede over for dine medmennesker, eller skal du lukke dig inde i din egen verden for at pleje din personlige udvikling?
Skulle du bruge mere tid på at snakke med din familie, eller skal du skære en uge af din ferie for lige at få råd til et nyt samtalekøkken?
Skal du knokle dig selv til døde, eller skulle du se at få dig et liv?
Du vil sikkert det hele, men tiden slår ikke til. Du må vælge, men tænk dig rigtig godt om, inden du gør det, for dine valg kan blive afgørende for, om du fremover vil kunne leve med dig selv.

At have en holdning til stress svarer til at have en holdning til AIDS. Det giver ingen mening. AIDS er, hvad det er, og ikke hvad vi hver især synes, det bør være.
Der ligger absolut ingen kompleksitet i begrebet stress. Vi skal blot tage udgangspunkt i noget faktuelt og konkret og ikke i, hvad der tilfældigvis nu er smart at mene om stress. Stress er eksakt viden og ikke et spørgsmål om, hvad vi hver især vælger at lægge i det.

Hvis noget er komplekst i forhold til stress, kan det være årsagerne.
Jeg mener, at det en gang for alle er nødvendigt at slå fast, hvad stress er, så vi kan komme videre i programmet og få gjort noget ved det. Mens vi diskuterer op og ned af væggene og hører på mere eller mindre begavede forslag til, hvad stress er, er der flere og flere, der bliver syge af det og går ned med det.

Hvad er så stress?
Stress er et urgammelt system, der gennem livets udvikling er opstået som en særlig evne hos især organismer med et veludviklet nervesystem. Denne specielle evne skal, ved enhver ydre trussel, igangsætte en række psyko-fysiologiske aktiviteter med henblik på at få os til reagere på en hensigtsmæssig måde, og dermed forhindre os i at blive slået ihjel eller komme slemt til skade.

Det, du skal være opmærksom på, er, at denne evne blev udviklet langt før menneskets evner udi bevidsthed og tænkning. På den måde er stress en form for automatik. Systemet er optimeret med henblik på hurtige ”beslutninger” og hurtige og enkle handlinger. Tænk på, hvor tit du springer tilbage for at undgå at blive kørt ned af en bil eller blive ramt af f.eks. en bold. Du gør det ”bare” uden af tænke. Og det er sådan det skal være. For tænk, hvis du først skulle overveje, hvad der ville være smartest at gøre, når bilen var ved at ramme dig. Så ville du ende som indhold til en dåse flåede tomater.

Så stress er som udgangspunkt en overlevelses-mekanisme, der gør, at du kan reagere hurtigt. En mekanisme, der blev designet for tusinder af år siden, for at kunne reagere hurtigt og til tider kraftfuldt. For at dette kan lade sig gøre, producerer organismen nogle præstationsfremmende stoffer. Disse stoffer betyder, at du enten kan løbe hurtigere, end du normalt ville kunne, eller er stærkere, hvis det er det, der kræves i den faretruende situation. Der er flere eksempler på, hvordan kvinder har kunnet løfte tunge murbrokker, hvis deres barn lå nedenunder. Noget de ikke ville kunne, når roen har sænket sig.

Stress kan måles
De præstationsfremmende stoffer kan alle måles. Ved hjælp af spytprøver, blodprøver eller urinprøver kan man spore stresshormoner som cortisol, adrenalin, noradrenalin samt stoffer som blodsukker, fedtsyre og proteiner, som også øges ved stress.
Pointen her er ikke, at du nu skal styrte op til din læge og få lavet en stresstest. For det kan du ikke! Tests bruges p.t. udelukkende i forbindelse med forskning. Du skal bare forstå, at stress er yderst konkret og fysiologisk og ikke noget, der foregår mellem ørene. Faktisk foregår det meste af det i nyrerne, hvor mange af stresshormonerne bliver produceret.

Stress er ikke en sygdom
Stress er ikke en sygdom, for det ville jo ikke give mening, at kroppen skulle blive syg for at overleve. Stress kan, på grund af stresshormonerne, udvikle sig til sygdomme, hvis stressen bliver langvarig. Disse sygdomme er typisk hjerte-/karsygdomme, for højt blodtryk, sukkersyge, hovedpine, smerter osv. Stress kan også give voldsomme hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær.

Kan vi ikke snart komme videre?
Vi må alle, ledere som medarbejdere, påtage os det ansvar at tilegne os viden om stress, og det vil sige viden, som er baseret på de sidste 30 års forskningsresultater. Man må sætte sig ind i sagerne, hvis man vil give et kvalificeret bidrag til stress-diskussionen. Dette ville skabe en fælles forståelse, der i ydmyghed over for stressens alvorlige konsekvenser, ville få os til at handle. Så kan vi efterhånden stoppe den uendelige og kedsommelige diskussion, der udelukkende bygger på mere eller mindre indsigtsfulde holdninger. Hvis vi skal handle på stress, kan vi ikke tage udgangspunkt i, hvad vi synes og mener. Vi må tage udgangspunkt i, hvad stress er.
Hvis vi ikke gør det, vil der opstå endnu flere myter end de allerede eksisterende, såsom at stress også kan være positivt, at travlhed er ok, at stress er noget psykologisk, at stress er et individuelt problem, og at stress er et modefænomen.

Lad os nu erkende, at stress er prisen for den velstand og kometagtige vækst, vi har oplevet de senere år, så vi forskningsmæssigt kan få identificeret virkningsfulde metoder, der om ikke fjerner stressen helt, så i det mindste minimerer skaderne af den.

I disse dage har jeg den store fornøjelse at være med til at skabe trivsel for alle ledere og medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp, en fornøjelse jeg har hvert andet år.
Baggrunden for arbejdet er en stor trivselsundersøgelse, og det, som slår mig positivt hver gang, er, at alle medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp er enige om, at de meget sjældent har lyst til at melde sig syge. Trygheden er i top, og stort set alle er tilfredse og stolte over deres arbejdsplads. Dette på trods af en meget stresset hver dag med alt for mange opgaver og alt for lidt tid til at løse dem i.
Sygefraværet er faktisk lavt, og det skyldes ikke mindst, at man fra ledelsens side har valgt at have stor fokus på trivsel. For Folkekirkens Nødhjælp er trivsel ikke et middel til at fremme resultater men et mål i sig selv. Resultater er vigtige, men anstændighed er vigtigere. Og den holdning skaber gode resultater og glade medarbejdere.

Er sygefravær udtryk for sygdom?
Det siger sig selv, at sygefravær har en grund, men nok så overraskende behøver denne grund ikke altid at være sygdom. Sygefravær er ofte også et udtryk for, at der er noget andet galt.
Et nyt forskningsprojekt foretaget af den norske stats arbejdsmiljøinstitut, som undersøger sammenhængen mellem forholdene på norske arbejdspladser og risiko for sygdom, viser, at sygefravær kan forebygges ved at anerkende medarbejderne.
Undersøgelsen viser, at hvis ikke vi oplever sammenhæng mellem den indsats vi yder, og den belønning vi får af vores arbejdsgiver, så øger det lysten til at melde sig syg. Man bliver simpelthen mindre loyal. Det samme viser undersøgelser i Danmark. I en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NAF) samler forskerne op på resultaterne af de seneste års forskning i sygefravær.
Rapporten viser, at de jobgrupper, der har størst risiko for sygefravær, er daginstitutions- og dagplejepersonale, rengørings-, ejendoms- og køkkenpersonale, sundhedsplejepersonale og ufaglærte arbejdere. Årsagerne er, ud over de rent fysiske, manglende belønning, dårlig ledelseskvalitet og rollekonflikter.
Det må også påpeges, at netop disse job hører til de dårligst betalte og lavest rangerede i forhold til status. Oplevelsen af lav status er en væsentlig kilde til stress, viser adskillige forsøg med dyr.

Undersøgelsen fra NAF konkluderer, at den indsats, vi gør på jobbet, er så vigtig for os, at vi bliver nødt til at få noget tilbage – enten i form af ros og anerkendelse eller muligheden for at gøre karriere eller opnå jobsikkerhed.
De, der ikke oplever at blive anerkendt for deres indsats på arbejdspladsen, er mere tilbøjelige til at få fysiske lidelser såsom hjerte-/karsygdomme, moderate psykiske lidelser og alkoholmisbrug. Alkoholmisbrug alene står for 325.000 sygefraværsdage om året i Danmark.

Hvordan kommer det fravær ned?
At forstille sig at få sygefraværet ned på nul er naivt. Danskerne lever generelt usundt og har svært ved at finde den gode livsstil i form af motion og sund kost. Overvægt, rygning, alkohol og for lidt motion giver samlet 7,7 millioner sygefraværsdage om året. Så der er behov for en kæmpe indsats.

Hvad angår den del af sygefraværet, som skyldes det psykiske arbejdsmiljø, tror jeg , at vi som medarbejdere skal til at se os om efter de gode arbejdsvilkår. Det siger sig selv, at meget kan gøres ved en positiv og optimistisk indstilling, men det er nu en gang vanskeligt for ikke at sige umuligt at bevare begejstringen, hvis man konstant får slag i ansigtet i form af problematisk ledelse, manglende anerkendelse og urimelige krav.

Hvad kan medarbejderne selv gøre?
Rammerne og problematisk ledelse til trods er der meget du selv kan gøre for at mindske dit sygefravær, bl.a.:

Lev sundt. Væk med den fede mad og de hurtige kulhydrater. Find en arbejdsplads med en god kantine.
Drop eller begræns rygning og indtagelsen af alkohol.
Dyrk moderat motion. Gå en rask tur på en halv time hver dag. Få evt. en fitnessordning med din arbejdsplads.
Sørg for, at din arbejdsindsats står mål med belønningen. Er indsatsen stor, skal belønningen være stor.
Find dig en leder, der ved, hvordan man roser, anerkender og støtter sine medarbejdere.
Sørg for, at dit arbejde har en høj grad af frihed, fleksibilitet og indflydelse.
Arbejd med noget, som gør dig glad, og som du er god til.

Vi har brug for hinanden
Overordnet set er dét, vi skal, i fællesskab at bidrage til den gode cirkel: En god ledelse giver grobund for trivsel, som giver glade medarbejdere, som har et lavt sygefravær, hvilket giver virksomheden gode resultater… Som giver arbejdsglæde hos både ledere og medarbejdere. 

Det er ikke nemt at slappe af.
Det er ikke nemt at skulle være nærværende over for sine børn, ægtefælle og sig selv.
Det er nu, man opdager, om man har et liv, eller om det kun er arbejdet, der kan udfylde det enorme tomrum af meningsløshed, der ofte opstår, når tiden og kedsomheden tillader frivillig eller ufrivillig refleksion.
I Danmark er arbejdsidentitet blevet en vigtig del af vores identitet, og arbejdslivets normer og kultur har derved gennemtrængt den måde, hvorpå vi ser os selv og hinanden.
Vi er vores arbejde. Vi er noget i kraft af vores arbejde. Arbejdet er blevet det, som giver vores liv mening og indhold. Det, som placerer os i statushierarkiet og får os til at føle selvtillid og i små strejf… selvværd.
Dette kan meget vel være en stor del af forklaringen på, hvorfor så mange går ned med stress. I takt med at flere og flere mennesker i dette land vælger at påtage sig denne nye arbejdsidentitet, udvikler vi kulturelle værdier og normer om, at lediggang er roden til alt ondt, at afslapning er lig med dovenskab, og at det enkelte menneskes værd kun kan måles på den indsats, der lægges på arbejdsmarkedet.
Hvad du laver i din fritid har ingen værdi. Og da specielt ikke, hvis du ikke laver noget. Forestil dig, at du om mandagen blev spurgt, hvad du havde lavet i weekenden, og du svarede: ”ik’ noget”. Pinligt, ikke sandt?

Spørgsmålet er nok ikke, om vi kan slappe af,
men om vi tør!
Tør du?
Tør du slukke din mobiltelefon?
Tør du lade din computer samle støv et par uger eller tre?
Tør du være utilgængelig et par uger?
Tør du rejse ind i dig selv i stedet for at skulle erobre de i forvejen overfyldte og larmende turistmekkaer?
Tør du have en sommerferie uden planer, hvor familien bare vågner af sig selv hver morgen og derfra tager udgangspunkt i, hvad den har lyst til at lave den dag?

Hvor familien i fire uger lever uden planer, strukturer og prioriteringer?

Hvis du skal have en god og afstressende sommerferie, vil jeg råde dig til følgende:

Slap af og kobl fra.
Brug ferien til at slappe af og komme væk fra hverdagen og arbejdet. Brug tid på aktiviteter, der ikke har andet formål end at være formålsløst. Din krop har brug for at komme af med alle spændingerne, og din hjerne har brug for at blive stimuleret på andre måder.

Afstem familiens forventninger.
Hold familieråd og snak om, hvad I hver især har lyst til og forsøg at imødekomme alles ønsker og forventninger. Når jeg er på ferie med min familie, slapper vi af hele formiddagen, og om eftermiddagen skiftes vi til at bestemme, hvad vi skal lave.
Tag en lang sammenhængende periode.
Alt afhængig af hvor stresset du er, kan det godt tage lang tid at komme tilbage til nulpunktet. Jeg mener ikke, at vi kan komme helt ned i gear på mindre end tre til fire ugers tid.
Sænk ambitionsniveauet.
Find en base og tag kun væk fra den hver tredje dag. Hvis I er fire medlemmer i familien, så vælg en ting hver I vil se, og lad resten være op til spontaniteten. Bliv så vidt muligt på basen det meste af dagen.
Kontroller selv din tilgængelighed.
Hvis du gradvis har brug for at trappe dit arbejde ned, så vælg en time om dagen, hvor du kan tjekke mails og telefonbeskeder. Børnene sover tit længe i ferien, så gør det, før de vågner, og gør det kun den første uge. Så bør du være helt utilgængelig. Selvom det kan være provokerende, er det vigtigt at fjerne sin ”være-på-afhængighed”.
Alle skal have mulighed for at være sig selv.
Du skal mindst en time om dagen kunne være alene og gøre lige præcis det, som du har lyst til. Ellers er du ikke i stand til at være nærværende. Det kunne være at læse avis i fred. Meditere eller bare ligge på stranden uden at blive forstyrret.
Bliv sund.
Brug ferien til at få gang i det sunde liv. Det er nu, du har tid til at lave sund mad. Snitte, skære og sammensætte sunde salater. Det er nu, du har tid til at motionere på den sjove måde. Spil tennis eller beach volley, cykl, gå nogle raske ture. Hvem ved – måske når du at blive afhængig af det sunde liv.
Mærk livet.
Brug ferien til at finde tilbage til nydelsen, velværen og lykken. Find humoren frem og brug også ferien til at lave en masse fis og ballade og andre livsbekræftende sysler.

For som den kloge mand Leonardo da Vinci sagde: ”Gå væk nu og da, og hvil dig lidt; for når du kommer tilbage til dit arbejde, vil din dømmekraft være sikrere, eftersom det at blive ved at arbejde hele tiden vil bevirke, at du mister dømmekraften…”

Se, det var kloge ord, og jeg vil opfordre til, at du efterlever dem hele året, kun afbrudt af korte perioder med arbejde. God sommerferie. 

Vi ser meget forskelligt på stress. Opfattelserne er delte og holdningerne mange, når det gælder om at beskrive, hvad stress er og ikke mindst, hvad der kan være årsagen til det.
Og det er et problem, for din leders tilgang til stressproblematikker er afgørende for, hvordan han eller hun forsøger at løse dem.

Lederen kan være en stor stressfaktor i sig selv
Når vi kigger på arbejdsmiljøforskningen, viser undersøgelser gang på gang, at ledelsesstilen har en altafgørende betydning for stress og mistrivsel. En leder, som ikke formår at anerkende og skabe trivsel for sine medarbejdere, giver stress. Løsningen på dette kunne fremover være at blive bedre til at rekruttere ledere med hjertet på rette sted, samt at evaluere lederne på deres evne til at skabe trivsel. Nøgleord i forbindelse med trivsel er anerkendelse, tryghed, retfærdighed, respekt og indflydelse.

Det handler om øjnene, der ser…
Hvis din leder mener, at stress er en reaktion på et ydre pres, ville han sikkert også mene, at arbejdsbetinget stress typisk opstår, fordi medarbejderen stilles over for for store krav i arbejdet. Så store, at han ikke har resurser nok til at kunne imødekomme disse. Din leder ville opfatte stress som et udtryk for en dybt problematisk udvikling mod en stadig mere omsiggribende rovdrift på menneskelige resurser. Rovdrift pga. ønsket om om effektivitet og produktivitet. Han ville opfatte stress som et generelt udtryk for, at grænserne for, hvad vi kan byde medarbejderne, er blevet overskredet.
Med den tilgang til stress ville din leder forsøge at ændre organisationen ved at skaffe flere resurser. Er dette ikke muligt, ville han gøre alt for at sænke kravene.

Hvis din leder derimod mente, at stress skyldes uhensigtsmæssige og ineffektive arbejdsgange, ville stress blive set som et problem, som skulle knuses. Vores arbejde er blevet mere vidensbetonet og socialt
organiseret, og det stiller nye krav til ledelse og arbejdets organisering.
Her ville løsningen typisk være at frigøre resurser ved, at medarbejderne og organisationen identificerede de stressende processer og efterfølgende forsøgte at tilrettelægge arbejdet mere hensigtsmæssigt. Din leder ville have den opfattelse, at det ville frigøre energi og potentiale og dermed skabe større effektivitet og arbejdsglæde.
Med denne tilgang til stress opstår ”work smarter, not harder”- og ”keep it simple”-holdninger. Her ville man også typisk forsøge sig med Lean og Human Ressource Management. Grundholdningen ville være, at her mangler vi måske resurser, men det er et grundvilkår, så vi må bruge dem, vi har, bedre. Hvis din leders tilgang går på, at stress skyldtes ubalancer og uhensigtsmæssige prioriteringer i dit liv, vil du blive opfattet som kilden til problemet.
Her ville din leder typisk opfordre dig til en personlig afklaring, så du fremover ville kunne matche vilkårene. Du ville skulle forholde dig til, hvad der har betydning og mening i dit liv. Der ville være individuelle løsninger, og din arbejdsplads ville højst sandsynligt stille en række psykologer og coaches til rådighed.

Din leder kan også have den tilgang, at stress skyldtes et negativt ”mind set” og udelukkende opstår, fordi du handler irrationelt og ikke har den rette indstilling.
Her bliver stress, som udgangspunkt ikke opfattet som noget negativt, men som en mulighed for dig til
livslang læring og udvikling imod omstillingsparathed,
vidensorientering, engagement og selvmotivation. Du skal blive ven med din stress. Du skal lære at bruge og forvalte din stress konstruktivt og positivt.
Her ville din leder tilbyde dig kurser i individuel stresshåndtering, hvor du typisk skal lære at tænke konstruktivt og proaktivt. Din leder ville forvente, at du ville arbejde med din egen motivation og forstå, at man er en taber, hvis ikke man vil være en vinder. Din leder ville forvente, at du ville udnytte de muligheder, der er, i stedet for at lade dig påvirke negativt af dem.
Det er også her, vi finder løsninger som coaching, positiv tænkning, positiv psykologi og de syv gode vaner.

Hvad bør øjnene så se?
Så er der endelig den tilgang, som ser stress som en uhensigtsmæssig men forståelig reaktion på det samspil, som de fire andre tilgange skaber. Her vil stress opfattes som en reel reaktion på belastninger, for højt ambitionsniveau hos ledelsen og medarbejderen, problematisk ledelsesstil, uklarhed osv.
Her ville din leder forstå, at ansvaret er delt. Det er ikke et enten-eller. Sort eller hvidt. Den enkelte har ansvar, men det har organisationen, ledelsen og kollegerne så sandelig også. Med denne tilgang forstår man, at stress er en vedvarende udfordring, og at det gode psykiske arbejdsmiljø hele tiden skal genopfindes. Her ved man, at trivsel ikke skabes ”over night”, men er en langsommelig men væsentlig proces. Her er trivsel værdisat, og der gøres en kæmpe indsats for at skabe anstændige, anerkendende og motiverende rammer, samtidig med at man forventer, at medarbejderne lærer at udnytte disse, så de ikke får stress.
Med denne tilgang får vi organisationer, der har lavet stress-, sundheds-, eller trivselspolitikker og ledere, der har forstået, at der hele tiden opstår nye udfordringer og betingelser som kræver nye initiativer, handlinger og dialog.

Man kan sige meget skidt om vores politikere. Men man kan ikke tage fra dem, at de er effektive. Har de magten, og er der noget, de vil, så bliver det gennemført med en præcision og akkuratesse, der kun kan gyde respekt. Og det går hurtigt i disse tider. Med dommedagspræcision har vores politikere udvist vilje og styrke uden sidestykke, når det gælder reformer. Nærmest ”over night” har vi fået kommunalreform, politireform og gymnasiereform. Og flere er sikkert i støbeskeen.

Kunne man så, lidt naivt, tolke det sådan, at der, hvor der ikke handles, er der heller ikke vilje? Er det virkelig på politikernes handlinger, man skal kende deres holdninger? Og er det at gå for vidt, hvis man mistænker en politiker for at sige det, som er populært, men i virkeligheden mene noget andet? Jeg ved det ikke. Hvad jeg ved, er, at jeg ikke på noget tidspunkt har hørt en politiker sige, at det er ok, at medarbejdere går ned på grund af stress. Det, jeg ikke ved, er, om de også vil tage ansvaret for, at det ikke sker ved at lave en trivselsreform, nu de er i gang?

Politikerne opfatter stress som et individuelt problem
Set ud fra politikernes manglende handlinger kan det tænkes, at politikerne anskuer stress ud fra en individuel tilgang.
En tilgang, der hævder, at stress skyldes et negativt ”mind set” og opstår, fordi vi som individer handler irrationelt og ikke har den rette indstilling og evne til at prioritere. Og der er noget, der tyder på, at den holdning har vundet gehør, for mange medarbejdere og ledere vender frustrationerne indad, når de er pressede.
De bliver ikke vrede og frustrerede på arbejdsgiveren, fagforeningen eller politikerne, men på sig selv, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen.

Men politikerne bliver nødt til at erkende deres store ansvar for stress- og frustrationsniveauet i Danmark. Det er nu en gang dem, som skaber rammerne for de vilkår, som medarbejderne skal forsøge at agere under på de statslige og offentlige arbejdspladser. Når de rammer bliver rigide, urimelige og uanstændige, går det galt. Rammer skal være klare, men de skal også indeholde et stort råderum.
Det er vigtigt for det politiske system at have mål og visioner. Men visioner må ikke være modstridende i forhold til virkeligheden, for det er jo virkeligheden, der skal bære visionen frem. Det er et problem, når der hele tiden opstår konflikter mellem politisk fastsatte deadlines og faglig kvalitet. Når ens arbejdsopgaver bliver gjort op i minutter, bliver det sgu’ for surt og utilfredsstillende. Der er grænser for, hvor ringe vi kan udføre vores arbejde, og så samtidig kunne blive ved med at synes, at det er ok.
Politikerne må altså begynde at forstå, at taknemmeligheden over at have et arbejde ikke i længden kan kompensere
for urimeligheder. Vi lever altså i 2008, hvor politikerne godt kan regne med, at befolkningen er oplyst og velbegavet og ikke i den mørke middelalder, hvor man bare kunne udnytte sine arbejdere til døde, uden at de klynkede. Det er et problem, når der er skrumpende budgetter til drift og udvikling, hvilket i praksis betyder, at færre medarbejdere skal løse større mængder af arbejdsopgaver. Det er en underlig måde at anerkende sine medarbejderne på. Nu får I færre midler at gøre godt med, men til gengæld får I så lov til at knokle mere! Tænk at politikerne etisk og moralsk i år 2008 stadig kan forsvare en arbejdskultur i den private såvel som i den offentlige sektor, hvor der lægges op til, at medarbejderne arbejder sig halvt ihjel? Hvor fleksibilitet ikke bliver brugt til at skabe balance mellem arbejdsliv og andet liv, men reelt bliver brugt til at arbejde mere. Danmark er faktisk det land i hele den vestlige verden, hvor der arbejdes mest i den forstand, at befolkningen i forhold til sin størrelse lægger flest timer på arbejdsmarkedet. Hvad er takken? I skal knokle mere.

Hvad med velfærden?
I en lind strøm af krav fra politikernes side i form af strukturreformer, som netop kommunalreformen, politireformen, gymnasiereformen osv., har de skabt et ulideligt arbejdsklima med megen stress og frustration til følge. Med tidsregistreringer, rapporteringssystemer, kontrol og arbejdsmængder så store, at de hævdvundne frihedsgrader er svundet ind til næsten ingen ting.
Alt det. som skaber arbejdsglæde og trivsel i form af følelsen af kontrol, store frihedsgrader, anerkendelse og retfærdighed er lige så stille ved at forsvinde, fordi politikerne ikke vil tage ansvar. De vil ikke lytte, og de er nærmest resistente overfor kritik.
De vil ikke blande sig i arbejdsmarkedsforhold, siger de. Men det gør de jo allerede med deres krav. Hvorfor så ikke tage ansvaret fuldt ud og gå forrest? Hvis Danmark skal kunne konkurrere i fremtiden, ville det nok være smart, at medarbejderne som udgangspunkt var motiverede og glade. Så vil de sikkert hellere end gerne give den en tand mere og være med til at slukke ilden, når lokummet brænder.
Borgerne i dette land udviser stor taknemmelighed over for det politiske system ved at ofre fritid, børn og helbred for at passe deres arbejde og i deres bestræbelser på at imødekomme politikernes krav og ønsker. Mon ikke taknemmeligheden snart skulle til at flyde lidt den anden vej?